Göra fem höns av en liten fjäder (danskt)

H. C. Andersen: Eventyr 52: Det er ganske vist! (1852)

"Det er en frygtelig Historie!" sagde en Høne, og det omme i den Kant af Byen,
hvor Historien ikke var passeret. "Det er en frygtelig Historie i Hønsehuset! jeg tør
ikke sove alene inat! det er godt at vi ere Mange sammen paa Hjalet!" - Og saa fortalte
hun, saa at Fjedrene reiste sig paa de andre Høns og Hanen lod Kammen falde. Det
er ganske vist!
Men vi ville begynde med Begyndelsen, og den var i den anden Kant af Byen i et
Hønsehuus. Solen gik ned og Hønsene fløi op; een af dem, hun var hvidfjedret og
lavbenet, lagde sine reglementerede Æg og var, som Høne, respectabel i alle Maader;
idet hun kom til Hjals, pillede hun sig med Næbet, og saa faldt der en lille Fjeder af
hende.
"Der gik den!" sagde hun, "jo mere jeg piller mig, desdeiligere bliver jeg nok!" Og det
var nu sagt i Munterhed, for hun var det muntre Sind mellem de Høns, iøvrigt, som
sagt, meget respectabel; og saa sov hun.
Mørkt var det rundtom, Høne sad ved Høne og den, som sad hende nærmest, sov
ikke; hun hørte og hun ikke hørte, som man jo skal i denne Verden, for at leve i sin gode
Rolighed; men sin anden Naboerske maatte hun dog sige det: "hørte Du hvad her blev
sagt? Jeg nævner Ingen, men der er en Høne, som vil plukke sig, for at see godt ud! var
jeg Hane, jeg vilde foragte hende!"
Og lige ovenover Hønsene sad Uglen med Ugle-Mand og Ugle-Børn; de have skarpe
Ører i den Familie, de hørte hvert Ord, som Nabohønen sagde, og de rullede med Øinene
og Ugle-Moer viftede sig med Vingerne: "Hør bare ikke efter! men I hørte sagtens hvad
der blev sagt? Jeg hørte det med mine egne Ører, og man skal høre meget før de falde
af! Der er een af Hønsene, som i den Grad har glemt, hvad der skikker sig en Høne, at
hun sidder og piller alle Fjedrene af sig og lader Hanen see paa det!"
"Prenez gade aux enfants!" sagde Ugle-Fader, "det er ikke Noget for Børnene!"
"Jeg vil dog fortælle Gjenbo-Ugle det! det er saadan en agtværdig Ugle i Omgang!" og
saa fløi Mutter.
"Hu-hu! uhuh!" tudede de begge to og det lige ned i Gjenboens Dueslag til Duerne.
"Har I hørt det! har I hørt det! uhuh! der er en Høne, som har plukket alle Fjedrene
af sig for Hanens Skyld! hun fryser ihjel, om hun ikke er det, uhuh!"
"Hvor? Hvor?" kurrede Duerne!
"I Gjenboens Gaard! jeg har saa godt som selv seet det! det er næsten en upassende
Historie at fortælle! men det er ganske vist!"
"Troer, troer hvert evige Ord!" sagde Duerne, og kurrede ned til deres Hønsegaard:
"der er en Høne, ja der er somme der sige, at der er to, som have plukket alle Fjedrene
af sig, for ikke at see ud som de andre og saaledes vække Hanens Opmærksomhed. Det
er et voveligt Spil, man kan forkjøle sig og døe af Feber, og de ere døde begge to!"
"Vaagn op! vaagn op!" galede Hanen og fløi op paa Plankeværket, Søvnen sad ham endnu
i Øinene, men han galede alligevel: "Der er tre Høns døde af ulykkelig Kjærlighed til en
Hane! de havde plukket alle Fjedrene af sig! det er en fæl Historie, jeg vil ikke beholde
den, lad gaae videre!"
"Lad gaae videre!" peeb Flagermusene, og Hønsene klukkede og Hanerne galede: "lad
gaae videre! lad gaae videre!" og saa foer Historien fra Hønsehuus til Hønsehuus og
tilsidst tilbage til Stedet, hvorfra den egentlig var gaaet ud.
"Der er fem Høns," hed det, "som alle have plukket Fjedrene af sig, for at vise, hvem
af dem der var blevet magrest af Kjærestesorg til Hanen, og saa hakkede de hinanden
tilblods og faldt døde ned, til Skam og Skjændsel for deres Familie og til stort Tab for
Eieren!"
Og Hønen, som havde mistet den løse lille Fjeder, kjendte naturligviis ikke sin egen
Historie igjen, og da hun var en respectabel Høne, saa sagde hun: Jeg foragter de
Høns! men der er flere af den Slags! Sligt skal man ikke fortie, og jeg vil gjøre mit til,
at den Historie kan komme i Avisen, saa gaaer den Landet over; det har de Høns
fortjent og Familien med!"
Og det kom i Avisen og det blev trykt og det er ganske vist: en lille Fjeder kan nok
blive til fem Høns!